Heel Tread
5.0
Intet minimum
Blackbird sokker
Leveres direkte fra mærket i 3-6 dage
Heel Tread garanterer den bedste pris på Orderchamp
Køberbeskyttelse
Information
I slutningen af 1950'erne bestilte CIA et tophemmeligt projekt kaldet 'Ærkeengel', for at flyve hurtigere og højere end noget før - eller siden - usynligt som et spøgelse. Det mest ikoniske fly fra Den Kolde Krig blev født, det umuligt futuristiske spionfly SR-71 Blackbird.
Inspireret af fly %2317962 "Skull and Crossbones".
I maj 1960 blev et amerikansk U-2 spionfly skudt ned over sovjetisk luftrum. I første omgang forsøgte den amerikanske regering at bagatellisere hændelsen som et vildfarent vejrforskningsfly, men måtte senere bakke op om den historie, efter at billeder af den tilfangetagne pilot og flyets spionudstyr blev frigivet. Det er overflødigt at sige, at dette bragte uønsket varme til den kolde krig og - sammen med endnu et U-2-skud ned over Cuba - forstærkede behovet for en ny type spionfly.
CIA ønskede et nyt fly, der kunne flyve i hidtil usete højder, med umuligt høje hastigheder, mens det forbliver usynligt for radarer. For at opnå noget i nærheden af det, skulle alt i bund og grund opfindes fra bunden. Så de ringede til Clarence "Kelly" Johnson, den bedste flydesigner hos Lockheeds hemmelige afdeling Skunk Works. A-12 var Blackbird-familiens oprindelige fly i 1962. Den endelige afledning af A-12, med et dobbelt cockpit og større brændstoftanke, blev navngivet SR-71 (for "Strategic Reconnaissance") og malet i en slags af sort maling, hvilket giver den sit kaldenavn.
SR-71 blev første gang fløjet i december 1964 og var et teknisk vidunder i enhver forstand. Udviklet til at udføre snigende luftrekognosceringsmissioner, var Blackbird ulig noget, der nogensinde var blevet gjort før - eller har siden. Den var i stand til hastigheder på over Mach 3,3 og en højde på 85.000 ft (25.900 m) ved hjælp af to specialudviklede Pratt & Whitney J58 aksiale turbojetmotorer. Selvom de hver leverede 32.000 lbs af tryk, kom det meste af det tryk, der var nødvendigt for at flyve Mach 3, fra balancen produceret af luft, der passerede gennem motorindtaget og den koniske spids inde i nacellen, der justerede dens position til flyets hastighed. Den blå-gul-orange flamme på bagsiden var 50 fod lang, og åens chokmønstre fik det til at se ud, som om den spyttede ildkugler.
For at sætte Blackbirds præstation i perspektiv er den bedste tid fra New York til London, som Concorde har sat, 2 timer 52 minutter. SR-71'eren klarede det på 1 time og 54 minutter... men det tog kun så lang tid, fordi den skulle sænke farten for påfyldning.
Ved fuld fart skulle Blackbirdens titanlegeringsoverflade – mere om titaniumet senere – kunne modstå temperaturer på 600 grader Fahrenheit (over 300 Celsius). På det tidspunkt var der ingen materialer til at bygge brændselsceller, der kunne fungere under sådanne forhold. Cellerne lækkede brændstof, indtil de nåede høje temperaturer og udvidede sig, og til sidst forseglede revnerne. Dette betød, at Blackbirden, selvom den var perfekt i stand til at løfte sig af sig selv, skulle tankes op næsten umiddelbart efter at være blevet luftbåret. Den række af spion-gadgets, der blev båret i Blackbird, gjorde det muligt for den at undersøge 100.000 kvadrat miles af Jordens overflade i timen (259.000 kvadratkilometer) med en nøjagtighed, der gjorde det muligt at identificere objekter så små som ni tommer. At flyve i en højde, antiluftskytsild ikke kunne nå, hurtigere end et missil og knap synligt for radar betød, at SR-71 normalt kunne fortsætte sin virksomhed uopdaget - selvom kun 20 af 32 bygget Blackbirds nåede slutningen af aktiv pligt, blev ingen nogensinde beskadiget af fjendens handling. Selv den meget mørkeblå maling, tilsyneladende sort, blev konstrueret til at absorbere fjendens radarsignaler. I det sjældne tilfælde af en detektering var vinduet for et fjendtligt jord-til-luft missils radar til at erhverve og spore flyet så lille, at når det, og hvis det endelig blev opsendt, kunne SR-71's pilot nemt undgå det bare ved at træde på gassen.
Ironisk nok havde dette vidunder af teknologi et helt analogt cockpit. For at minimere flykroppens tværsnit (og radarsignaturen) var pladsen trang, og besætningen på to mand var nødt til at bære specielle trykdragter for at kunne klare manglen på ilt og ekstreme temperaturer, der fandtes nær kanten af rummet.
Med moderne standarder er det, som designerne var i stand til at opnå med den begrænsede teknologi, der var til rådighed, intet mindre end et mirakel, at overvinde forhindringer i uchartret luftfartsteknik og håndtere selve rumfartens kompleksitet.
Spionsatellitter, droner og iøjnefaldende driftsomkostninger pressede USAF's mulighed for at begynde at lukke SR-71-flåden ned i 1990 - NASA fløj de sidste to luftdygtige Blackbirds indtil 1999 til aeronautisk forskning. Men efter tre årtiers aktiv tjeneste og over fem årtier siden at have sat rekorder, der aldrig er blevet slået, efterlader Blackbird et hul, der endnu ikke er blevet fyldt.
Et flyvende objekt, der stadig føles for os mere som noget fra fremtiden end noget, vi har i dag.
80% kæmmet bomuld, 17% polyamid, 3% elastan.
Vi bruger sømløs strikning til at skabe en sok uden sting.
Vask med vrangen ud (maks. 40ºC/100ºF). Må ikke tørretumbles, stryges, bleges eller renses. In the late 1950s, the CIA commissioned a top-secret project dubbed 'Archangel', to fly faster and higher than anything before - or since -, invisible as a ghost. The most iconic aircraft of the Cold War was born, the impossibly futuristic spy plane SR-71 Blackbird.
Inspired by aircraft #17962 "Skull and Crossbones".
In May 1960, an American U-2 spy plane was shot down over Soviet airspace. Initially, the U.S. government tried to play down the incident as a stray weather research aircraft but later had to backpedal on that story after photos of the captured pilot and the plane's spy equipment were released. Needless to say, this brought unwanted heat to the Cold War and - along with another U-2 shot down over Cuba - reinforced the need for a new type of spy plane.
The CIA wanted a new plane that could fly at unprecedented altitudes, at impossibly high speeds while remaining invisible to radars. To achieve anything near that, basically, everything had to be invented from scratch. So they called up Clarence "Kelly" Johnson, the best aircraft designer at Lockheed's secret division Skunk Works. The A-12 was the original plane of the Blackbird family in 1962. The final derivative of the A-12, with a twin cockpit and larger fuel tanks, was named SR-71 (for "Strategic Reconnaissance") and painted in a sort of black paint, earning it its nickname.
First flown in December 1964, the SR-71 was an engineering marvel in every sense. Developed to operate stealth aerial reconnaissance missions, the Blackbird was unlike anything that had ever been done before - or has since. It was capable of speeds in excess of Mach 3.3 and an altitude of 85.000 ft (25.900 m) with the help of two specially developed Pratt & Whitney J58 axial turbojets engines. Though they each provided 32.000 lbs of thrust, most of the thrust needed to fly Mach 3 came from the balance produced by air passing through the engine inlet and the conical spike inside the nacelle that adjusted its position to the plane's speed. The blue-yellow-orange flame out the back was 50 feet long, and the stream's shock patterns made it look like it was spitting fireballs.
To put the Blackbird's performance into perspective, the best New York to London time set by the Concorde is 2 hours 52 minutes. The SR-71 did it in 1 hour 54 minutes... but it only took that long because it had to slow down for refuelling.
At full speed, the Blackbird's titanium alloy surface - more on the titanium later - had to be able to withstand temperatures of 600 degrees Fahrenheit (over 300 Celsius). At the time, there weren't any materials to build fuel cells that could operate in such conditions. The cells leaked fuel until reaching high temperatures and expanding, finally sealing the cracks. This meant that the Blackbird, though perfectly capable of lift-off on its own, had to be refuelled almost immediately after being airborne. The array of spy gadgets carried in the Blackbird allowed it to survey 100.000 square miles of Earth's surface per hour (259.000 sq km) with an accuracy that made it possible to identify objects as small as nine inches. Flying at an altitude anti-aircraft fire couldn't reach, faster than a missile, and barely visible to radar meant the SR-71 could usually go about its business undetected - though only 20 of 32 Blackbirds built made it to the end of active duty, none were ever damaged by enemy action. Even the very dark blue paint, seemingly black, was engineered to absorb enemy radar signals. In the rare event of a detection, the window for an enemy surface-to-air missile's radar to acquire and track the aircraft was so small, that when it, and if, it finally launched, the SR-71's pilot could easily avoid it just by stepping on the gas.
Ironically, this wonder of technology had an all-analogue cockpit. To minimize the fuselage's cross-section (and the radar signature) the space was cramped and the two-man crew had to wear special pressure suits in order to deal with the lack of oxygen and extreme temperatures found near the edge of space.
By modern standards, what the designers were able to pull off with the limited technology available is nothing short of a miracle, overcoming obstacles in unchartered aviation engineering and dealing with the complexities of space travel itself.
Spy satellites, drones, and eye-watering operational costs pushed USAF's option to start shutting down the SR-71 fleet in 1990 - NASA flew the last two airworthy Blackbirds until 1999 for aeronautical research. But, after three decades of active duty and over five decades since setting records that have never been beaten, the Blackbird leaves a hole that has yet to be filled.
A flying object that still feels to us more like something from the future than anything we have today.
80% Combed Cotton, 17% Polyamide, 3% Elastane.
We use seamless knitting to create a sock with no stitches.
Wash inside out (40ºC/100ºF max). Do not tumble dry, iron, bleach or dry clean.
Inspireret af fly %2317962 "Skull and Crossbones".
I maj 1960 blev et amerikansk U-2 spionfly skudt ned over sovjetisk luftrum. I første omgang forsøgte den amerikanske regering at bagatellisere hændelsen som et vildfarent vejrforskningsfly, men måtte senere bakke op om den historie, efter at billeder af den tilfangetagne pilot og flyets spionudstyr blev frigivet. Det er overflødigt at sige, at dette bragte uønsket varme til den kolde krig og - sammen med endnu et U-2-skud ned over Cuba - forstærkede behovet for en ny type spionfly.
CIA ønskede et nyt fly, der kunne flyve i hidtil usete højder, med umuligt høje hastigheder, mens det forbliver usynligt for radarer. For at opnå noget i nærheden af det, skulle alt i bund og grund opfindes fra bunden. Så de ringede til Clarence "Kelly" Johnson, den bedste flydesigner hos Lockheeds hemmelige afdeling Skunk Works. A-12 var Blackbird-familiens oprindelige fly i 1962. Den endelige afledning af A-12, med et dobbelt cockpit og større brændstoftanke, blev navngivet SR-71 (for "Strategic Reconnaissance") og malet i en slags af sort maling, hvilket giver den sit kaldenavn.
SR-71 blev første gang fløjet i december 1964 og var et teknisk vidunder i enhver forstand. Udviklet til at udføre snigende luftrekognosceringsmissioner, var Blackbird ulig noget, der nogensinde var blevet gjort før - eller har siden. Den var i stand til hastigheder på over Mach 3,3 og en højde på 85.000 ft (25.900 m) ved hjælp af to specialudviklede Pratt & Whitney J58 aksiale turbojetmotorer. Selvom de hver leverede 32.000 lbs af tryk, kom det meste af det tryk, der var nødvendigt for at flyve Mach 3, fra balancen produceret af luft, der passerede gennem motorindtaget og den koniske spids inde i nacellen, der justerede dens position til flyets hastighed. Den blå-gul-orange flamme på bagsiden var 50 fod lang, og åens chokmønstre fik det til at se ud, som om den spyttede ildkugler.
For at sætte Blackbirds præstation i perspektiv er den bedste tid fra New York til London, som Concorde har sat, 2 timer 52 minutter. SR-71'eren klarede det på 1 time og 54 minutter... men det tog kun så lang tid, fordi den skulle sænke farten for påfyldning.
Ved fuld fart skulle Blackbirdens titanlegeringsoverflade – mere om titaniumet senere – kunne modstå temperaturer på 600 grader Fahrenheit (over 300 Celsius). På det tidspunkt var der ingen materialer til at bygge brændselsceller, der kunne fungere under sådanne forhold. Cellerne lækkede brændstof, indtil de nåede høje temperaturer og udvidede sig, og til sidst forseglede revnerne. Dette betød, at Blackbirden, selvom den var perfekt i stand til at løfte sig af sig selv, skulle tankes op næsten umiddelbart efter at være blevet luftbåret. Den række af spion-gadgets, der blev båret i Blackbird, gjorde det muligt for den at undersøge 100.000 kvadrat miles af Jordens overflade i timen (259.000 kvadratkilometer) med en nøjagtighed, der gjorde det muligt at identificere objekter så små som ni tommer. At flyve i en højde, antiluftskytsild ikke kunne nå, hurtigere end et missil og knap synligt for radar betød, at SR-71 normalt kunne fortsætte sin virksomhed uopdaget - selvom kun 20 af 32 bygget Blackbirds nåede slutningen af aktiv pligt, blev ingen nogensinde beskadiget af fjendens handling. Selv den meget mørkeblå maling, tilsyneladende sort, blev konstrueret til at absorbere fjendens radarsignaler. I det sjældne tilfælde af en detektering var vinduet for et fjendtligt jord-til-luft missils radar til at erhverve og spore flyet så lille, at når det, og hvis det endelig blev opsendt, kunne SR-71's pilot nemt undgå det bare ved at træde på gassen.
Ironisk nok havde dette vidunder af teknologi et helt analogt cockpit. For at minimere flykroppens tværsnit (og radarsignaturen) var pladsen trang, og besætningen på to mand var nødt til at bære specielle trykdragter for at kunne klare manglen på ilt og ekstreme temperaturer, der fandtes nær kanten af rummet.
Med moderne standarder er det, som designerne var i stand til at opnå med den begrænsede teknologi, der var til rådighed, intet mindre end et mirakel, at overvinde forhindringer i uchartret luftfartsteknik og håndtere selve rumfartens kompleksitet.
Spionsatellitter, droner og iøjnefaldende driftsomkostninger pressede USAF's mulighed for at begynde at lukke SR-71-flåden ned i 1990 - NASA fløj de sidste to luftdygtige Blackbirds indtil 1999 til aeronautisk forskning. Men efter tre årtiers aktiv tjeneste og over fem årtier siden at have sat rekorder, der aldrig er blevet slået, efterlader Blackbird et hul, der endnu ikke er blevet fyldt.
Et flyvende objekt, der stadig føles for os mere som noget fra fremtiden end noget, vi har i dag.
80% kæmmet bomuld, 17% polyamid, 3% elastan.
Vi bruger sømløs strikning til at skabe en sok uden sting.
Vask med vrangen ud (maks. 40ºC/100ºF). Må ikke tørretumbles, stryges, bleges eller renses. In the late 1950s, the CIA commissioned a top-secret project dubbed 'Archangel', to fly faster and higher than anything before - or since -, invisible as a ghost. The most iconic aircraft of the Cold War was born, the impossibly futuristic spy plane SR-71 Blackbird.
Inspired by aircraft #17962 "Skull and Crossbones".
In May 1960, an American U-2 spy plane was shot down over Soviet airspace. Initially, the U.S. government tried to play down the incident as a stray weather research aircraft but later had to backpedal on that story after photos of the captured pilot and the plane's spy equipment were released. Needless to say, this brought unwanted heat to the Cold War and - along with another U-2 shot down over Cuba - reinforced the need for a new type of spy plane.
The CIA wanted a new plane that could fly at unprecedented altitudes, at impossibly high speeds while remaining invisible to radars. To achieve anything near that, basically, everything had to be invented from scratch. So they called up Clarence "Kelly" Johnson, the best aircraft designer at Lockheed's secret division Skunk Works. The A-12 was the original plane of the Blackbird family in 1962. The final derivative of the A-12, with a twin cockpit and larger fuel tanks, was named SR-71 (for "Strategic Reconnaissance") and painted in a sort of black paint, earning it its nickname.
First flown in December 1964, the SR-71 was an engineering marvel in every sense. Developed to operate stealth aerial reconnaissance missions, the Blackbird was unlike anything that had ever been done before - or has since. It was capable of speeds in excess of Mach 3.3 and an altitude of 85.000 ft (25.900 m) with the help of two specially developed Pratt & Whitney J58 axial turbojets engines. Though they each provided 32.000 lbs of thrust, most of the thrust needed to fly Mach 3 came from the balance produced by air passing through the engine inlet and the conical spike inside the nacelle that adjusted its position to the plane's speed. The blue-yellow-orange flame out the back was 50 feet long, and the stream's shock patterns made it look like it was spitting fireballs.
To put the Blackbird's performance into perspective, the best New York to London time set by the Concorde is 2 hours 52 minutes. The SR-71 did it in 1 hour 54 minutes... but it only took that long because it had to slow down for refuelling.
At full speed, the Blackbird's titanium alloy surface - more on the titanium later - had to be able to withstand temperatures of 600 degrees Fahrenheit (over 300 Celsius). At the time, there weren't any materials to build fuel cells that could operate in such conditions. The cells leaked fuel until reaching high temperatures and expanding, finally sealing the cracks. This meant that the Blackbird, though perfectly capable of lift-off on its own, had to be refuelled almost immediately after being airborne. The array of spy gadgets carried in the Blackbird allowed it to survey 100.000 square miles of Earth's surface per hour (259.000 sq km) with an accuracy that made it possible to identify objects as small as nine inches. Flying at an altitude anti-aircraft fire couldn't reach, faster than a missile, and barely visible to radar meant the SR-71 could usually go about its business undetected - though only 20 of 32 Blackbirds built made it to the end of active duty, none were ever damaged by enemy action. Even the very dark blue paint, seemingly black, was engineered to absorb enemy radar signals. In the rare event of a detection, the window for an enemy surface-to-air missile's radar to acquire and track the aircraft was so small, that when it, and if, it finally launched, the SR-71's pilot could easily avoid it just by stepping on the gas.
Ironically, this wonder of technology had an all-analogue cockpit. To minimize the fuselage's cross-section (and the radar signature) the space was cramped and the two-man crew had to wear special pressure suits in order to deal with the lack of oxygen and extreme temperatures found near the edge of space.
By modern standards, what the designers were able to pull off with the limited technology available is nothing short of a miracle, overcoming obstacles in unchartered aviation engineering and dealing with the complexities of space travel itself.
Spy satellites, drones, and eye-watering operational costs pushed USAF's option to start shutting down the SR-71 fleet in 1990 - NASA flew the last two airworthy Blackbirds until 1999 for aeronautical research. But, after three decades of active duty and over five decades since setting records that have never been beaten, the Blackbird leaves a hole that has yet to be filled.
A flying object that still feels to us more like something from the future than anything we have today.
80% Combed Cotton, 17% Polyamide, 3% Elastane.
We use seamless knitting to create a sock with no stitches.
Wash inside out (40ºC/100ºF max). Do not tumble dry, iron, bleach or dry clean.
Maskinoversættelse
Originalsprog
| Materiale | Coton, Fer |
| Farve | Rouge, Bleu, Noir, Orange |
| Fremstillet i | Portugal |
| Mærkets placering | Portugal |
- Orderchamp kontrollerer og overvåger omhyggeligt alle brands på platformen
- Orderchamp er mellemmand, når du køber fra dette brand, hvilket betyder, at vi mægler, hvis du har en tvist vedrørende din ordre med dette brand
- Din betaling går til Orderchamp og udbetales først til brandet, efter du har modtaget din ordre
- Hvis du opdager problemer med dette produkt, så rapporter et problem, og vi vil undersøge det
Heel Tread
5.0
Intet minimum
Heel Tread er et unikt mærke af sokker, der henter sin inspiration fra en af menneskets største passioner. Vores kollektion er en hyldest til nogle af verdens mest berømte bilikoner. Vi designer sokker til dem, der springer et slag over, når noget eksotisk kører forbi, til dem, der ser ud over hjulene og ser kunst. Fra forlygter, luftventiler og arv får vi mønstre, teksturer og farver. Et mærke, der giver dig mulighed for at tage dine passioner med dig overalt, selv i seng. Designet og produceret i Portugal bruger vi sømløs tåstrik til at skabe en sok uden nogen form for sting. Med 80% kæmmet bomuld, 17% polyamid og 3% elastan, smuk indvendig og udvendig. Når du har brugt dem et par gange, vil du ikke være i stand til at gå tilbage til noget andet.
